Hvem vil ikke gerne kunne tale så overbevisende, at publikum følger dig til Verdens Ende? Det tror jeg, rigtig mange mennesker gerne vil. Men halvdelen tror ikke de kan og den anden halvdel tror de kan, men får alligevel ikke rigtig succes med deres præsentation. Men det kan læres. Du kan øge chancerne for at få succes med dine præsentationer, hvis du begynder at arbejde med dem på en lidt anden måde end du plejer.
Forelsket i dit indhold?
Hører du til dem, der har mere fokus på dit faglige indhold end dit publikum, når du forbereder og giver en præsentation? Så er du ikke alene. Rigtig, rigtig mange – hvis ikke de fleste – er langt mere bekymret over, om de nu har det hele med og kan huske alt det, de skal sige, end over hvordan de skal sige det. Hvis du er mere forelsket i dit indhold end i dit publikum, ødelægger du den afgørende balance mellem indhold og påvirkning af publikum, der gør din præsentation, oplæg eller tale til en succes.
Undgå spild af tid
Du kender det sikkert godt. Som forberedelse til et foredrag har du siddet i timevis og kælet for detaljerne i dine powerpoint slides. Du har sørget for, at alle tal, kurver, figurer, bulletpoints, skrifttyper og farver er præcis, som du gerne vil have dem. Alle slides – og dit manuskript – er lavet med fokus på at få alle data og pointer med – og med fokus på dig om fagekspert. Du vil død og pine sørge for, at du fremstår seriøs og kompetent – som en der har styr på tingene. Men – du har ikke skænket dit publikum en tanke. Og her er grunden til, at du ikke får succes med dine præsentationer – og at du spilder din tid! Du fremstår nemlig ikke overbevisende, troværdig og kompetent ved at stå og lire endeløse rækker af fakta af – måske krydret med overfyldte powerpoint slides. Faktisk tværtimod. Tænk på, at dit publikum vil føle sig værdsat. De vil tales til og anerkendes. De vil have et forhold til dig. De vil berøres af din tale – og ideelt set gå fra foredraget med en positiv oplevelse i bagagen. Gør de det, er dine pointer trængt ind, og både dig og det du har sagt vil blive husket. Dit foredrag har været en succes!
Din person og din ageren er en vigtig del af ligningen for at få succes med dit foredrag. Ellers behøvede du jo ikke holde foredrag – du kunne ligeså godt bare sende en skrivelse eller en email rundt til folk. Selvfølgelig skal der være indhold – du skal jo gerne have en grund til at stå og holde et foredrag. Men du har brug for mere end powerpoint slides smækfyldt med indhold for at skabe et emotionelt forhold (rapport) til dit publikum og dermed fange deres interesse. Så undgå at spilde tiden og begynd i stedet for at fokusere mere på dit publikums oplevelse af dit foredrag og hvordan du rent praktisk vil fortælle dem om dine pointer.
Tag på tur med dit publikum
En tale eller en præsentation er en delt oplevelse mellem dig og dit publikum – en tur, hvor I rejser sammen mod en fælles destination. Når du forbereder denne rejse, beslutter du, hvor I skal rejse hen (dit indhold og dit formål), og hvordan du sikrer, at dit publikum har lyst til rejse sammen med dig hele vejen (hvordan du afleverer dit budskab – din performance). Derfor skal du på et tidspunkt i dine forberedelser begynde at flytte fokus fra dit indhold til at begynde på at øve din performance. Sådan HELT PRAKTISK! For det er din performance, der skaber den afgørende forbindelse mellem dig og dit publikum – den forbindelse, der gør, at de vil gå med dig hele vejen – og kommer hjem med en positiv oplevelse af turen.
Forholdet mellem indhold og performance
I stedet for at bruge tæt på 100% på at skabe indhold til din præsentation og stort set 0% på at øve din performance, så brug i stedet for dette forhold:
40 % (skabe indhold), 60 % (øve performance)
Er du chokeret? Husk, at du er allerede super stærk på dit indhold. Det er jo din faglige ekspertise og det, du arbejder med hver eneste dag og grunden til, at du er udvalgt til at holde en præsentation om det emne. Så du har allerede indhold til op over begge ører. Derfor kan du roligt bruge mindst 60% på at øve din performance for det er med garanti din svageste side i forhold til at holde en præsentation.
Sådan øver du din performance
Når du skal øve performance, handler det om at tænke på, hvordan du fortæller om dit emne. Husk det gælder om at skabe en forbindelse til publikum, et emotionelt fællesskab, så de ikke står af toget halvvejs på rejsen. Derfor skal du øve:
• Hvordan du bruger din stemme. Du skal selvfølgelig kunne høres, men din stemme skal også afspejle dit engagement og den vigtighed du tillægger dine pointer. Du skal have en god og dynamisk stemmeføring.
• Dit talesprog. Når du skriver et manuskript, er det overvejende skriftsprog, som ikke duer til tale. Du skal øve dig i at få dit talesprog flydende. Prøv af hvad der virker, når du siger det højt.
• Hvordan du bevæger dig og bruger din krop. Ligesom med stemmen skal den være åben for dialog med publikum. Du skal signalere engagement. Din krop skal invitere publikum ind i din sfære – med på din rejse.
Husk – du skal øve PRAKTISK! Det nytter ikke noget kun at tænke på, hvad du skal sige og hvordan du skal sige det. I dette tilfælde er der nemlig ret langt fra tanke til handling. Det tager kroppen en rum tid at lære at udføre det, den får besked på af hjernen. Derfor skal du øve din præsentation helt praktisk som om, du allerede stod på podiet. Når du øver dig praktisk mange gange begynder kroppen af huske af sig selv, og så bliver du for alvor flydende i din tale og i din optræden. Det er her, du har størst chance for at engagere dit publikum og sikre, at du fremstår overbevisende, troværdig og kompetent. Så vil dit publikum føle sig værdsat, være engageret i dit emne og uden skrupler følge dig til Verdens Ende!