Præsentationer: Den stærke stemme med autoritet

I mit arbejde med mine klienter støder jeg ofte på stemmer, der ikke rigtig lyder af noget. Og klienterne kommer med udtalelser som “Jeg bliver ikke taget alvorligt”, “Jeg bliver nødt til at forbedre min præsentationsstemme ellers bliver jeg ikke forfremmet”, “Jeg ved, at jeg bare ikke rigtig trænger igennem, når jeg giver præsentationer”, “Min stemme lyder usikker og grim”, “Min stemme er ude af kontrol og dirrer, når jeg skal tale foran andre”.

Den stærke stemme

En stærk og powerful stemme hænger sammen med publikums opfattelse af talerens selvsikkerhed, autoritet, overtalelsesevner samt indtrykket af, at taleren er indflydelsesrig, og derfor værd at lytte til. Det er derfor meget vigtigt, at du udvikler en stærk stemme, hvis du vil tages alvorligt. Især kvinder tages ikke alvorligt, fordi de ofte ikke taler med en stærk og udtryksfuld stemme. Og da kvinder også generelt taler i et højere toneleje end mænd, skal de arbejde hårdere for at gøre indtryk på et publikum i erhvervssammenhænge.

Den naturlige stemme er stærk og udtryksfuld

En baby skriger med fuld power og masser af følelse bag. En baby ved instinktivt, at det at udtrykke sig vokalt (dvs. med stemmen) direkte medfører tilfredsstillelse af et behov. Så for babyen begynder processen med at lave lyd med en stærk følelse af sult, en trang til mad. Babyen tager en dyb indånding og åbner op for sin stemme i et gennemtrængende vræl. Processen er TRANG/BEHOV – STEMME.
Det samme gør sig gældende for småbørn, der gerne vil have slik. Følelserne kommer på banen – hun vil virkelig gerne have den pose vingummier. Hun føler den stærke trang til slik. Hun udtrykker sin trang til slik med at græde og vræle til mor eller far, men får ikke nogen respons. I stedet får hun at vide, at man skal bede pænt om det og ikke skrige hysterisk. Så næste gang barnet føler den stærke trang til slik, bliver behovet og de tilhørende følelser dirigeret gennem intellektet. De stærke og umiddelbare følelser undertrykkes og det vokale udtryk ændrer sig markant. Processen er nu TRANG/BEHOV – HJERNE – STEMME.

Sådan opstår præstationsangst og den undertrykte stemme

I denne proces sker der noget med vejrtrækningen. Den bliver kontrolleret og ofte undertrykt. Vi taber evnen til at kunne trække vejret frit, og vi taber evnen til at være fysisk fri til at kunne udtrykke os fuldt ud med stemmen. Vi bliver med andre ord socialiserede. Det er på en måde godt, for det ville være en temmelig anstrengende verden, hvis vi alle gik rundt og skreg til hinanden, for at få opfyldt vores behov. Den negative side af denne udvikling er, at vi lærer, at så snart vi åbner munden bliver vi bedømt og vurderet af andre. Det behøver ikke være så slemt, hvis vi gennem vores opvækst opmuntres til at udtrykke os verbalt. Men hvis vi, når vi vokser op, får at vide, at vi ‘skal dæmpe os’, ‘tænke før vi taler’ eller ‘tavshed er guld’ bliver vi bange for at udtrykke os verbalt. Og hvad mere er, får vi måske heller ikke øvet os nok i skolesystemet og på de videregående uddannelser i at turde tage ordet og udtrykke os overfor andre. Det fører til mangel på selvtillid og en uvillighed i at tale foran andre, hvilket igen får stor betydning senere i vores karriere. Vi tør ikke tage ordet af angst for at fejle, blive latterliggjort, ikke blive taget alvorligt. Vi er ganske enkelt bange for at blive afvist!
I vores arbejdsliv, er det uundgåeligt, at vi skal præsentere foran andre. Men når vi er bange for ‘ikke at gøre det rigtigt’ og blive afvist lægger vi så ufattelig mange fysiske bånd på os selv, at stemmen ikke rigtig får lov at komme ud. Vi bliver uhyre bevidste om, at vores stemmer ikke kommer ud med pondus og kraft, og at vi ikke fremstår selvsikre og powerfulde. Den følelse forstærker vores ulyst til at stille os op foran andre og udtrykke os verbalt. Og denne negative spiral kan få ganske store konsekvenser for os – både personligt og karrieremæssigt.

Vil du gerne have en stemme der signalerer autoritet?

Hvis du gerne vil have en stærk og gennemslagskraftig stemme, der signalerer autoritet, selvsikkerhed og troværdighed skal du begynde allerede nu med at træne din stemme. Start med at trække vejret rigtigt – få tips til hvordan i mit blogindlæg “Træk vejret og lyd godt”. En god vejrtrækning er ikke blot power til stemmen, men den påvirker også dit nervesystem til at slappe af og berolige dig næste gang, du skal give en præsentation. Når du har styr på din vejrtrækning vil din stemme med det samme blive stærkere og begynde at lyde bedre. Dernæst vil det være en god idé at kontakte en stemmetræner, så du kan få yderligere redskaber til, hvordan din stemme bliver den, som folk lytter til!

Rigtig god fornøjelse!

Comments are closed.