Hillary Clinton – stemmen mange elsker at hade

Stemmen mange elsker at hade

Da Hillary Clinton skrev historie ved at blive USAs første kvindelige præsidentkandidat, var det ikke mærkeligt, at hun blev begejstret. Hun blev så begejstret, at mange kommenterede på hendes stemme, som de sagde lød skingrende og råbende (hør klip 1 nedenfor). Det er ikke noget nyt, at store følelser som vrede og begejstring kan afspejle sig i stemmeføringen. Det er faktisk meget normalt, at folks stemmer stiger til et højere toneleje og bliver skingre, hvis de bliver ovenud begejstrede – eller meget vrede. Det er heller ikke noget nyt, at Hillary Clintons stemme har været genstand for megen debat og kritik gennem årene. Den er blevet beskyldt for at være for skrigende, for dyb, for kunstig, for tydelig, med for meget eller for lidt dialekt, for kraftig, for irriterende – og for kvindelig! Hun har faktisk fået øgenavnet “Shrill-ary” (‘shrill’ er det engelske ord for skingrende). Den erfarne journalist Bob Woodward (assisterende chefredaktør på Washington Post, og ham der sammen med kollegaen Carl Bernstein afdækkede Watergate-skandalen i starten af 1970’erne) beklagede sig tidligere på året over Hillary Clintons stemme: “Hun råber, og der er noget anspændt over den måde hun kommunikerer på”. Mange – især kvinder – har kritiseret denne og lignende udtalelser fra andre som sexistiske. Andre igen mener ikke, at det er diskriminerende at kritisere en præsidentkandidat. Som offentlig figur i toppen af den politiske magtelite, må man forvente at blive analyseret i alle ender og kanter og blive udsat for kritik.

Tale kræver ikke råstyrke men forfinet kontrol

Set fra en (kvindelig) stemmetræners synspunkt er der noget om snakken, og Bob Woodward har faktisk en pointe. Der er talrige eksempler på, at Hillary Clinton råber og skriger til sine tilhørere – og det er mere end tydeligt, at hun i mange situationer ikke har en afslappet stemmeføring (hør klip 2). Meget ofte har hun en overfladisk vejrtrækning og presser stemmen gennem spændinger i halsen samtidig med, at hun forsøger at skrue op for stemmens lydstyrke. Ikke nok med at stemmen bliver skinger og råbende, det er heller ikke sundt for stemmen i det lange løb. At tale handler først og fremmest om en forfinet kontrol med den luftstrøm, der kommer fra lungerne og sætter stemmebåndene i svingninger. Det handler ikke så meget om råstyrke. Og fordi kvinder, som følge af deres anatomi, generelt taler (og synger) i et højere toneleje end mænd, løber de en større risiko for at komme til at lyde skingre, når de enten er meget ophidsede eller, når de bruger stemmen på en uhensigtsmæssig måde.

Mikrofon-effekten

Amee Shah (lektor på Cleveland State University, Ohio, og leder af forskningslaboratoriet for taleakustik og opfattelse af lyd), har lavet en analyse af Hillary Clintons stemme for avisen Atlantic. Ifølge Amee Shah er Hillary Clintons stemme faktisk gennemsnitlig i forhold til toneleje og lydstyrke for kvinder på hendes alder. Men Shah opdagede, at nogle mennesker ‘opfatter’ Hillary Clintons stemme som kraftigere og mere skinger end den faktisk er pga. den såkaldte mikrofoneffekt. Ved taler foran et stort publikum har Hillary Clinton en tendens til at bruge for meget kraft og energi, når hun taler ned i en mikrofon. Hun har en overfladisk vejrtrækning, der skaber spændinger i halsområdet og presser stemmen på en uhensigtsmæssig måde. Og fordi den uhensigtsmæssige stemmeteknik bliver forstærket af mikrofonen, bliver effekten så meget større. Det bliver nemt skingert og ubehageligt at lytte til. Og folk har svært ved at bedømme, hvilken del af sætningerne, hun prøver at fremhæve. Med andre ord – det går ud over både budskabet og vores opfattelse af Hillary Clinton som person, politiker og i sidste ende som præsidentkandidat.

Stemmer kan blive for pæne og polerede

Lytter man til klip med Hillary Clinton fra hendes unge dage og op til nu (hør klip 3 og 4), vil man opdage, at hendes stemme gennem årene er blevet mere neutral, poleret og renset for personlige karakteristika som for eksempel accent eller dialekt. Hun er også blevet mere end omhyggelig med udtalen af de enkelte ord. At hun således har ændret sit stemmebrug gennem tiden har en naturlig forklaring. Dels har hun gennem årene arbejdet et utal af steder i USA, og har hvert sted tillagt sig den stedlige dialekt og sprogbrug for at bedre at kommunikere med folk, der hvor hun var (noget præsident Obama også er kendt for at have gjort). I dag skal Hillary Clinton som præsidentkandidat appellere til folk i hele USA, så hun har arbejdet med at luge ud i de mere upolerede karakteristika i sin stemme som for eksempel regional dialekt. Men en for perfekt stemme, kan faktisk have den modsatte effekt, nemlig at folk får sværere ved at relatere sig til hende. Det bliver simpelthen for pænt, neutralt og robot-agtigt – og dermed upersonligt. Man får sværere ved at fornemme personen bagved stemmen, og derfor bliver det også nemt utroværdigt. I følge Amee Shah, vil folk gerne have, at deres ledere har en karakteristisk stemme, der afspejler, at der er en person gemt bag lyden – og vel at mærke en person med lederautoriteten i orden!

Lydstyrke gør det ikke alene

Vil man fange sine tilhøreres opmærksomhed, skal man have en dynamisk stemmeføring. Og det er ikke nok kun at bruge kraftig lydstyrke til at understrege sine pointer. Gør man det, kan man nemt komme til at lyde både vred, aggressiv og som om, man udstikker ordrer. Og det gør Hillary Clinton unægteligt ofte, når hun taler til store forsamlinger (hør klip 5). Hendes stemmes lydstyrke er i disse situationer kraftig næsten hele tiden, og det bliver belastende at høre på i længden. Hun risikerer, at folk simpelthen begynder at lukke ørerne – både pga. stemmens lyd og fordi, det bliver svært at finde ud af, hvor pointerne er. Skal man tale, motivere og overbevise store forsamlinger, skal man udstråle personlighed, passion og energi med både krop og stemme. Men det er en balancegang, der kræver god kontrol med krop og stemme. Mange prøver for ihærdigt, som det nogle gange er tilfældet med Hillary Clinton (og med vores tidligere statsminister Helle Thorning Schmidt), og ender med en udynamisk råbe-session. Resultatet bliver upersonligt, utroværdigt og ligefrem irriterende at lytte til. I stedet burde hun (og alle andre, der skal tale til store forsamlinger) bruge andre stemmeredskaber som for eksempel at variere sit toneleje, bruge sin stemmeresonans, holde pauser og nøjes med at lægge tryk på de særlige ord, som er vigtige for budskabet. Og så huske at trække vejret rigtigt og styre den luftstrøm hun taler på, så spændinger omkring stemmen undgås. En stemme der er fri for spændinger, er meget mere klangfuld og giver langt flere muligheder for variation. Dermed får man som taler bedre mulighed for at understrege sine pointer, sende de rigtige signaler og at fange sine tilhøreres opmærksomhed. Det er vigtigt at huske på, at når man taler i en mikrofon behøver man ikke bruge så mange kræfter på at øge sin lydstyrke for at blive hørt. I stedet har man mulighed for virkelig at gøre brug af sine forskellige stemmeredskaber og skabe den nødvendige dynamik i stemmeføringen.

Attitude og følelser styrer stemmen

En hel del af kritikken af Hillary Clintons stemme går på de følelser, hun skaber hos sine tilhørere. Brit Hume, der er tv-vært på Fox News har udtrykt det således: “Hun får dig til at føle, at du er blevet beordret ind på inspektørens kontor for få skældud for dårlig opførsel”. “Hun har en skarp og belærende tone”, siger Hume. Og heri har også han en pointe. Attitude, følelser og stemmeføring hænger nemlig sammen. Og Hillary Clintons attitude er ofte aggressiv, vred og forurettet, og det afspejler sig unægteligt i hendes stemme – ligesom det gør i alle andres stemmer, hvis de tillægger sig samme attitude. Som for eksempel Bernie Sanders. Ingen mennesker, uanset politisk ståsted, kan lide at blive belært eller skældt ud. Derfor risikerer man at miste tilhørere og goodwill, hvis man tillægger sig sådan en stemmevane. Det er klart, at der i en tale kan være brug for momentant at lyde vred og indigneret eller måske ligefrem aggressiv, men ikke i halve timer i træk. Det er også klart, at det er ok at vise med stemmen, at man er følelsesmæssig berørt over noget, men det bliver for meget, hvis man lyder ked af det en hel tale igennem. Det hele handler om, at man gerne vil have et budskab ud til tilhørerne, og gøre det så nemt for dem som muligt at fatte det budskab. Som taler handler alt om at fange publikums opmærksomhed – ikke om at skubbe dem væk!

Kvindelige ledere bedømmes hårdt

Forskellige undersøgelser viser, at vi har en tendens til at bedømme kvindelige talere – og ledere – hårdere end de mandlige modstykker – både hvad angår deres lederegenskaber og deres stemmer. Hillary Clintons mandlige modkandidat til posten som demokraternes præsidentkandidat, Bernie Sanders, er ikke blevet underlagt samme kritiske stemmeanalyse som Hillary Clinton. Og det selvom hans stemme faktisk er ret hæs, ru og svækket, og langtfra kan kaldes en stærk stemme. Bernie Sanders har også en tendens til at råbe til folk, når han taler til store forsamlinger, og jo mere han prøver at øge sin lydstyrke, jo mere hæs og ru lyder hans stemme. Faktisk bliver det indimellem så slemt, at det slører de ord, han prøver at sige, og dermed slører det hans budskab (hør klip 6 og 7). Også Hillary Clintons republikanske modkandidat Donald Trump har med en stemmetræners ører en stemme, der lader noget tilbage at ønske. Han lider også af en råbemani og får som følge mislyde på stemmen – skønt han dog indimellem formår bedre end Hillary Clinton at variere både lydstyrke og toneleje. Og så har han en tendens til ikke at udtale alle ord tydeligt og forståeligt – især i slutningen af sætningerne. Hans vejrtrækning er indimellem besværet og han lyder som om han er permanent forkølet (hør klip 8).

Hillary Clinton er ikke den eneste kvindelige leder, der har fået kritik for sin stemme. Et andet eksempel var den første kvindelige statsminister i England, Margaret Thatcher. For det første blev hun kaldt ‘Jernladyen’ – et udtryk man på ingen måde ville have brugt om en mandlig leder, der som hende stod fast på sine beslutninger og politiske linje. Dernæst blev hun rådet til at få en stemmecoaching, så hun kunne lyde mindre emotionel og mindre kvindelig, og dermed mere som en leder med autoritet og gennemslagskraft! Resultatet blev, at Margaret Thatcher prøvede at flytte sin stemme ned i toneleje. Derved mistede hun noget af sin dynamik og passion i stemmen og blev meget mere monoton at lytte til. Hendes stemme blev for påtaget og kontrolleret, og hun løb også en risiko for at udvikle stemmeproblemer pga. et for lavt stillet strubehoved, og fordi hun for at prøve at kontrollere stemmen bed tænderne sammen og slørede lyden. Så det er ikke altid en god ide at forsøge at lave sin stemme om. Det er en hårfin balancegang. Når vi snakker om ledere, handler det i høj grad om, hvordan de formår at få budskabet ud og hvilke signaler, de som ledere ønsker at sende. Disse parametre skal naturligvis indgå, når man som leder begynder at arbejde målrettet på at optimere sin talestemme.

At kvinders fremtræden bedømmes hårdt er ikke en ny foreteelse. Historisk set er autoritative stemmer blevet associeret med mænd – de er dybe, stærke og overraskende nok følelsesladede. Ifølge den græske filosof og videnskabsmand Aristoteles, havde kvinders stemmer mere tilfælles med børns end mænds stemmer. Og i det gamle Grækenland måtte kvinder kun holde offentlige taler, hvis der ikke var nogen mænd til stede. Talte kvinder offentligt blev de betragtet som promiskuøse! Op gennem historien har de fleste store ledere været mænd, og derfor har det også været mænd, der har dannet vores billede af, hvordan en leder skal lyde. Ifølge Michelle Habell-Pallan (lektor i Gender, Women and Sexuality Studies på University of Washington) omtaler vi ofte kvinders stemmer som højrystede, skingre, og skærende. Men hun mener ikke, at den beskrivelse nødvendigvis kun passer på kvinder. Hun mener for eksempel, at den beskrivelse passer på Donald Trumps stemme, men at det ikke bliver bemærket og italesat.

Kvinder kan tale med gennemslagskraft

Lad det være sagt med det samme: Kvinder kan tale med lige så stor overbevisning og gennemslagskraft som mænd, selvom de pga. det generelt højere toneleje skal passe på med ikke at blive skingre ved kraftig lydstyrke. Hillary Clinton har i mange tilfælde et problem med sin stemmeføring, fordi den kommer i vejen for hendes budskab, de signaler hun gerne vil sende og hendes gennemslagskraft. Men der er andre gange, hvor hun taler meget mere afslappet og dynamisk (hør klip 9). Generelt er det sådan, at næsten uanset hvilket toneleje hun vælger at tale i, kan man forstå og opfatte de enkelte ord. Hun taler aldrig nogensinde for hurtigt, og hun holder mange pauser i sin talestrøm. Dertil kommer, at hun pga. sit naturlige twang (dvs. en indstilling omkring strubehovedet) i de fleste tilfælde har en ret klar stemmelyd – og kan holde til at tale så meget, som hun gør. Dog kan selvsamme twang også gøre hendes stemme skinger, når hun prøver at øge lydstyrken ved at råbe. Lyt til de udvalgte klip nedenfor og bedøm selv!

Diverse lydeksempler med Hillary Clinton, Bernie Sanders og Donald Trump

1) Hillary Clintons sejrstale ved Demokraternes konvent – gå til 11:15 og frem

2) Hvordan Hillary Clinton råber en tale – gå til 21:55 og lyt til ca. 23:30

3) En yngre Hillary Clinton med noget af sin oprindelige accent i behold – gå til 9:49 i klippet

4) Udvikling af Hillary Clintons accent gennem årene

5) Hillary Clinton bruger kraftig lydstyrke hele tiden og råber

6) Bernie Sanders råber monotont – gå til 4:45-5:45

7) Bernie Sanders råber så stemmen knækker over – lyt til klippet mellem 6:00-8:30

8) Donald Trump råber også så der kommer mislyde på stemmen – fx fra 26:20-27:42 og fra 31.30-32:50

9) Eksempel på, at Hillary Clinton godt kan tale uden at råbe, og bruge mere dynamik i stemmen. Gå til 4:15 og fremefter

Comments are closed.